Historien om Kringlebakken
Fortalt af Janne Kjærsgaard, stifter af kringlebakken:
I 1998 havde jeg forladt Børnekulturhuset Sokkelundlille/Cirkusvognen i Den boligsociale Indsats i NV-kvarteret for at virkeliggøre drømmen om KUN at lave børneteater. En dag, da jeg var hjemme med totalskadet hoved efter en næseoperation, ringede min gode ven Enver Ahmeti – på daværende tidspunkt leder af ”Sjakket” og formand for Den albanske Forening – og sagde:
”Jeg har lovet, at du kan starte et sted for unge indvandrerpiger i kvarteret. Et bestyrelsesmedlem her i Sjakket bliver ved at tale om, at Sjakket også skal rumme de såkaldt Stille Piger. Det kan vi IKKE – jeg har sagt, at du kan.”
”Jamen, jeg skal jo lave teater…”
”Jeg kommer forbi, så snakker vi om det, ikke?”
Vi – især Enver – havde ofte talt om, at der manglede et sted for de unge kvinder, der kom til NV ved giftermål og herefter sad isolerede i svigerfamiliens skød, langt væk hjemmefra. Kvarteret var præget af misbrug, nedslidte boliger, mange psykisk syge, ingen forretninger og øde gader om aftenen. Et utrygt og skræmmende miljø.
Envers egen kone, svigerinde – og tidligere hans mor – kendte denne situation, og hans venners kvindelige pårørende ligeså. Som bror/fætter/søn/ægtemand med muslimsk baggrund vidste han alt om, hvor grænseoverskridende det var for disse kvinder at færdes i kvarteret, lade deres børn vokse op, og hvor svært det var at møde ”ordentlige” danske kvinder. Han kendte også til mændenes krav til, hvilke rammer og indhold der skulle være til stede, før man ville give døtre /søstre og hustruer lov at deltage i et projekt.
Min baggrund som dansk, voksen kvinde og socialarbejder, der igennem en årrække havde sat teaterforestillinger op med kvarterets børn på skoler, legepladser og institutioner ud fra stor indsigt i de tosprogede børn og familiers hverdagsliv og kultur var en god base at starte et nyt sted på, for ”de små søstre” og for unge kvinder, der kom herop og blev gift med de unge mænd, der var vokset op i kvarteret (bl.a. Sjakkets brugere).
Vores samarbejde og fælles viden udgjorde en optimal base for dannelsen af et lokalt projekt for unge piger/kvinder med anden etnisk baggrund. Gennem de mange opgaver med at skaffe penge, kontakt til Socialforvaltning og Regeringens sociale udvalg, kontakt til institutioner i lokalområdet – opgaver med at finde egnede lokaler, indrette og organisere arbejdet og få kvinder og piger til at bruge projektet lærte vi mere om integration og kulturformidling, end flere års studier kunne have lært os. I kraft af vores kendskab til området og vores etablerede position og rolle i samme, nød vi på meget kort tid tillid hos både fædre, mødre, ægtemænd og brødre – og så kunne piger og kvinder komme i gang.
Vi endte i et nedlagt bageri på bakken på Tuborgvej, god gadebelysning og lige ud for stoppestedet, frit for truende drikkegrupper. Der var kringler på forretningsskiltet og efter mange diskussioner besluttede jeg egenrådigt, at stedet skulle hedde ”Kringlebakken”. Pigerne fandt det vildt flovt med sådan et navn og kaldte det oftest KB – men Kringlebakken kom for at blive, både som navn og som sted. Enver og jeg forlod stedet efter få år, i tryg og berettiget tillid til, at andre kunne føre arbejdet videre.
Janne Kjærsgaard
Heksen Børne-og dukketeaterværksted november 2009
