Der er ansat en fast vejleder i Kringlebakken. Alle kvinder, der går i kursusgruppen, modtager vejledning. Vejledningen er individuel og har som hovedformål at støtte kvinden i at afklare mål, personlige som faglige og at komme videre i forhold til disse. En støtte til at integreres i det danske samfund både som kvinde og mor. Vejlederen søger at rydde de barrierer, der måtte være i forhold til den situation den enkelte kvinde er i. Det kan være opgaver som: at kontakte sagsbehandlere i det offentlige system, a-kasse, hjælpe til kendskab til rettigheder og forpligtelser samfundsmæssigt, udbrede kendskabet til arbejde og uddannelse, samtaler med Udlændingeservice og en sikring af at evt. sager behandles korrekt og kendskab til opholdsregler, vurdering af evt. uddannelsespapirer i forhold til det danske uddannelsessystem, bisidder ved samtaler, og sparring/ støtte omkring problemstillinger i familien osv.
Kringlebakkens vejleder taler også med kvinder som ikke starter i vores tilbud, evt. med oplysninger til et andet mere passende tilbud eller egentlig vejledning, når det skønnes passende. Ingen afvises uden forudgående afklaring.
Samtaler med vejlederen gennemføres coachende og med fokus på, at kvinden finder de veje, som passer til hende. Det afklares hvilke behov den enkelte kvinde har, visioner for fremtiden i DK, evt. uddannelsesønsker, evt. barrierer som kan forhindre at målet nås og afklaring om målet er realistisk. Vejlederen søger, i denne sammenhæng, at udrydde barriererne i samarbejde med kvinden, således, at den enkelte har muligheden for at arbejde med sine personlige og faglige mål så optimalt som muligt.