Jeg er frivillig i Kringlebakken
Hej! – Jeg hedder Pia og jeg har været frivillig i Kringlebakkens kursusgruppe siden 2002.
I begyndelsen gav jeg eneundervisning til en ung kinesisk kvinde eller passede nogle af de små dejlige børn. På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at undervise hele kursusgruppen i dansk. Jeg sagde ja uden helt at vide, hvad jeg gik ind til og jeg må indrømme, at de mange forskellige sproglige niveauer, det løbende optag og ustabile fremmøde blandt nogle af kursisterne var noget af en udfordring. Med tiden har erfaringerne fortrængt frustrationerne og jeg er vild med at undervise.
Som frivillig har jeg fået lov til at arbejde selvstændigt og jeg er meget glad for den tillid og anerkendelse som Kringlebakkens leder altid har udvist.
Som frivillig deltager jeg også i interne møder, temadage, supervision, konferencer m.m. – og så er der også en masse fantastiske kollegiale-sociale arrangementer som f..eks fester, yoga og kurbad.
Som frivillig er der så mange muligheder og tilbud at man bliver nødt til at vælge, for om jeg så var ”fuldtids-frivillig” ville jeg ikke kunne favne det hele.
